søndag den 28. september 2008

Sigur Rós på Red Rocks Amphitheatre

Igår var Martin og jeg (og ca 7000 andre) til koncert med det islandske band Sigur Rós på det helt fantastiske Red Rocks Amphitheatre, som ligger en halv times kørsel fra Boulder. Vi fulgtes med Jamie fra laboratoriet og hendes mand, som begge er rigtigt søde.

Det var helt klart en af de bedste koncerter jeg har oplevet, og suverænt den smukkeste!
Red Rocks er en udendørs scene, der ligger klemt ned mellem to store sandstensklipper. Og dem der kender Sigur Rós vil vide at deres musik passer perfekt til et sådant sted.

En rigtig god oplevelse - jeg vil lade billederne tale for sig selv...


Red Rocks Amphitheatre set fra afstand. Scenen er bygningen nederst i højre hjørne, og man kan se tribunen mellem klipperne.

Udsigt fra vores plads til den ene af de store sandstensklipper.




Et par af de billeder jeg tog under koncerten

onsdag den 24. september 2008

Hverdagen i Boulder

Nu er det over 3 uger siden vi ankom til Boulder, så vi er efterhånden ved at være faldet til. Vil lige give en update på hvordan min hverdag ser ud. Jf min tidligere reference til forskellige stadier man befinder sig i når man kommer til et nyt sted, vil jeg vurdere at vi er hoppet over uncomfortable stage (hvor man er lidt utryg ved alt det nye) og er hoppet direkte til fasen normal life.

Jeg står op omkring kl 7 og spiser morgenmad nede ved Martin - vi har vores mad i hans lejlighed, primært fordi han bor i stuen og der derfor er kortere når vi har købt ind. Så tager vi den gratis bus til universitet som går lige fra vores dør - har dog cyklet turen en enkelt gang på min nye cykel, hvilket er væsentligt hurtigere end bussen.
Vi er på uni fra 8-17 hver dag, hvor vi primært sidder ved vores skriveborde og stirrer på vores computere. En gang imellem holder vi en lille pause udendørs. I Boulder er der stadig sommer - imorgen bliver der 27 grader! Sommetider er vi også forsøgspersoner for nogle af de andres forsøg, og vi har også planer om at blive assistenter på nogle af de andres forsøg, så vi får lidt mere variation i hverdagen.
Efter uni tager vi typisk bussen hjem, laver mad, ser lidt fjernsyn og går i seng.


Weekenderne er en lille smule mere ophidsende - de kommende weekender skal jeg bl.a. til koncert med det islandske band Sigur Ros, jeg får besøg af Thomas og Katrine (bror og svigerinde) og så skal jeg også til øl-festival. Alt sammen ting jeg nok skal vende tilbage til i bloggen...


Gruppebillede af folkene Neurophysiology Lab. Skulle du være i tvivl er jeg neders til højre. Martin er nr. 2 fra højre, øverst.

søndag den 21. september 2008

En velfortjent cykel

Et cykelværksted i Boulder har et tilbud der hedder earn-a-bike, som går ud på at man kan få en cykel for 10 timers frivilligt arbejde derude. Så i tirsdag, torsdags og igår var jeg derude og lappe slanger, sortere diverse reservedele og reparere nogle forskellige småting. Igår kom jeg så op på 10 timer og kunne vælge min egen cykel.
Når jeg før skrev "få en cykel", var det underforstået at man selv satte den i stand, da den krævede ret væsentlige reparationer: Dæk og slanger blev skiftet, krank skilt ad, renset og udskiftet, ny kæde påmonteret, gearskiftere skiftet og justeret, kabler til bremser og gear samt påmontering af ringklokke. Alt sammen stod jeg helt selv for (med lidt hjælp fra de ansatte derude)...

Jeg er ganske tilfreds og stolt resultatet. Den er blå, "made in italy" af mærket capri og kører ganske upåklageligt. Se billeder af den herunder.



mandag den 15. september 2008

Mt Columbia med CU Hiking Club

I sidste uge meldte jeg mig ind i universitets hiking klub for studerende, og her i weekenden var jeg så med dem på min første tur. Den gik til toppen af Mt Columbia (4291 m), som ligger ca 3 timers kørsel fra Boulder. Vi var et hold på 21 afsted.
Vi tog afsted lørdag aften og camperede i en skov tæt ved bjerget. Bilen jeg var med kunne ikke klare den meget ujævne grusvej det sidste stykke, så der hoppede vi op på ladet af en af de andres pick-up-trucks. Søndag morgen gik vi så afsted og nåde toppen omkring middag - jeg var selvfølgelig med i den første gruppe der nåede toppen. Det var en temmelig hård opstigning (ca. 1500 højdemeter) og man kunne tydeligt mærke den tynde luft. Vi var tilbage i Boulder søndag aften.

Alt i alt var det en super tur: Landskabet var vildt flot (som i kan se på billeder herunder), vejret var perfekt og så var det rigtigt hyggeligt at møde en masse andre studerende.
Tager helt sikkert snart med på en vandretur igen - der er op til flere arrangerede ture hver weekend!





Det obligatoriske opstillede billede på toppen...



mandag den 8. september 2008

Projektet

Nu hvor jeg har været i Boulder i en uges tid, er det vel ved at være på tide at fortælle lidt om det projekt vi skal lave herovre. Skal nok prøve ikke at gøre det for teknisk...

Grundlæggende handler det om computermodellering af muskeltræthed. En computermodel af en muskel er et program der er i stand til at simulere hvordan en muskel vil reagere på et givent nerveinput, bl.a. i form af den kraft musklen udøver. Man laver computermodeller af muskler, fordi det i mange situationer er vanskeligt at måle fuldstændigt hvad der foregår inde i musklen, hvilket gør en model til et vigtigt fysiologisk værktøj, hvis den da er rigtig.
Det vi skal gøre ved modellen er at inkludere parametre, der får musklen til at udtrættes over tid (som den jo gør i virkeligheden), hvilket aldrig er gjort før.



Her er et eksempel på en simulering fra den nuværende muskel-model (dvs modellen uden muskeltræthed). Den nederste graf viser hvor meget "input" musklen får, hvilket i dette tilfælde er det maksimale - dvs. at musklen arbejder så meget som den kan. Det giver sig udtryk i en kraft som man kan se på den øverste graf. Man kan også se at den er meget stabil, hvilket den i realiteten ikke vil være hvis man spændte en muskel så meget man kunne i 30 sek, som er vist her. Den ville svinge noget mere, og også vise en tendens til et fald.

Hvad kan man så bruge det til??

Ja, det er sådan at når en muskel er helt udtrættet (fx efter at have holdt en vægt helt stille i lang tid) udøver musklen ikke sit fulde potentiale, ihvertfald bedømt ud fra de elektriske signaler man kan måle fra den vha. EMG, og man ville principielt forvente at musklen brugte al sin kraft på at holde vægten.

Der er en række teorier omkring hvorfor musklen ikke gør dette, eller hvorfor det elektriske signal ikke giver udtryk for dette. Det er således dem vi skal prøve at teste i vores projekt.
Jeg vil vende tilbage til projektet hvis vi kommer frem til noget interessant...

søndag den 7. september 2008

Valgkamp i USA - part 1

Som de fleste sikkert ved er der fuld gang i præsident valgkampen herovre i USA, og eftersom vi har 53 forskellige tv-kanaler har vi rig mulighed for at følge med.

Noget man hurtigt ligger mærke til i dækningen af valgkampen, er hvor subjektiv journalistikken er. Alle reportere og kommentatorers holdninger skinner ret tydeligt igennem - mest ekstreme er selvfølgelig Fox News og Comedy Central i hver deres ende af det politiske barometer. Derudover er kandidaternes person og fortid tilsyneladende de vigtigste emner i debatten. Fx bliver John McCain's fortid som krigsfange flittigt brugt som bevis for hans store patriotisme, og derigennem et argument for hvor god en præsident han vil blive... Og det virker også som et argument, som er meget tabubelagt at argumentere imod.

Også de mere seriøse tv-stationer bruger meget tid på at diskutere hvorvidt disse emner er relevante, og bidrager dermed til at bringe fokus på det. Generelt kan man vel sige at der er meget lidt fokus på egentligt politik.

Personligt håber jeg selvfølgelig på Obama. Det ville være en katastrofe hvis Palin bliver vicepræsident ihvertfald, med hendes holdninger omkring abort, miljø osv. Og i det hele taget er hun også bare totalt uudholdelig at høre på.

Mere om emnet følger når vi nærmer os valget...

torsdag den 4. september 2008

Boulder - the honeymoon stage...

Ifølge University of Colorado at Boulder's Scholar handbook's kapitel 12, Cultural adjustment, vil man i sin første periode i en ny kultur befinde sig i the honeymoon stage. Denne fase er kendetegnet ved stor begejstring ved det nye sted og de nye mennesker.
Indtil videre passer denne betegnelse vældig fint. Vi er kommet på plads i vores lejligheder (se billeder herunder), og er så småt begyndt vores arbejde på universitetet. Der er en rigtig hyggelig og ambitiøs atmosfære i vores afdeling på uni - jeg vil snart skrive mere herom. Boulder er desuden en meget hyggelig lille by. Universitetet ligger helt inde i byen med et rigtigt fedt og levende campus-område.

Efter the honeymoon stage følger en række andre faser som jeg vil komme ind på, hvis jeg pludselig skulle finde mig selv i en af dem...

Campus-området. Vores bygning ligger lige bagved stadionet. Billedet har jeg fundet på nettet...

Martin i køkken med mad.


Mit soveværelse.

mandag den 1. september 2008

Mt. Rainier National Park

Min sidste dag i Seattle blev brugt på en udflugt til Mt. Rainier National Park.
Mt. Rainier er en ca. 4,4 km høj (aktiv!) vulkan der er omgivet af super flot natur, hvilket således fungerer fint som akklimatisering til bjergrige Colorado - Boulder ligger i ca. 1,6 km højde.
Desværre var der rimeligt skyet, så vi fik kun set den store vulkan i glimt. Til gengæld var dyrelivet i parken rigtigt spændende. Vi fik set hjorte, murmeldyr og egern meget tæt på.

Den sødeste lille chipmunk


Thomas og jeg på sten. Nogle vil muligvis genkende min forkærlighed for fotos på store sten.

Fortryllende billede af vandfald.